glistrup homepage

Flemming Christian Nielsens bog om Mogens Glistrup , 'Anarkisten', fra år 2000 har blandt mange andre kvaliteter den, at den ikke i noget omfang dæmoniserer eller fortegner sit emne, den mest kontroversielle og i brede kredse også forhadte politiker i nyere tid. I stedet fortæller den sobert historien om en højt begavet, mens også genialsk person, der har sine gode og dårlige sider samt en helt utrolig mængde fikse ideer, der bliver til først kæpheste og siden regelrette besættelser. Tre af disse blev toneangivende for den kuldsejlede politiske karriere, Mogens Glistrup fik: modstanden mod indkomstskat, mod bureaukrati og mod indvandrere.

Da den stærkt selviscenesættende skatteadvokat (flere har peget på, at han faktisk talte aldeles glimrende rigsdansk og bare brugte sit rønnefine bornholmske som gimmick) trådte ind på den politiske scene i 1972, var det som udtryk for en ulmende (højre)populisme, der allerede havde stukket sit hoved frem et tiår tidligere i skikkelse af lagerforvalter Peter Rindals undsigelse af, at staten støttede indkøb af moderne kunst. Men Rindal gjorde imidlertid kun oprør mod en perifer del af den socialdemokratiske velfærdstænkning, det man kan kalde for dannelseselementet. Mogens Glistrup tog skridtet fuldt ud og gik lige i struben på det mest centrale og omfattende element, nemlig den fordelingspolitik, der tager sit udgangspunkt i, at staten både skal forvalte og omfordele ressourcer fra stærk til svag og også administrere borgernes penge på en række områder: sygeforsikring, pension, uddannelse og mere. Med indkomstskat som det primære instrument.

Og det var der opbakning til i begyndelsen af 1970'erne, hvor rigtig mange nyudsprungne parcellister følte, at de blev flået i skat, selv om skatteskruen på det tidspunkt endnu ikke for alvor var begyndt at stramme - set med nutidige øjne. Men Glistrups tirader mod skattetyranni, bureaukrati og en i stigende grad uigennemskuelig offentlig forvaltning tog udgangspunkt i en konkret utilfredshed i samfundet - ellers havde han næppe høstet så mange stemmer, som det blev tilfældet ved det skelsættende jordskredsvalg i 1973. Imidlertid tog ingen på det politiske bjerg dette alvorligt, og da slet ikke i en grad, der førte til, at man på dette tidlige tidspunkt begyndte at overveje andre samfundsmæssige finansieringsmodeller end indkomstskatten.

Der kom med andre ord ikke noget ud af det brede folkelige oprør mod indkomstskatten.

Det gjorde der til gengæld af den anden centrale del af Mogens Glistrups tankebygning, nemlig den fremmedfrygt og racisme, han flagrant promenerede, da han blev løsladt efter afsoningen af sin fængselsstraf for skattesvig.

Modstanden mod indvandring og fremmede blev taget op og professionaliseret af Glistrups fremmeste elev, Pia Kjærsgaard, der kom på tinge via sin status som suppleant for Mogens Glistrup . Hun har til gengæld lagt afstand til skattenægtertænkningen og dermed også en tiltrængt reformering af den danske skattemodel. Og på grund af hendes brede folkelige opbakning er xenofobien blevet alment politisk tankegods langt ind i Socialdemokraternes rækker, mens skatteomlægninger blot er noget, universitetsøkonomer skriver lærde rapporter og kronikker om, men som aldrig nogen sinde bliver til noget, fordi alt for mange interesser trækker i lige så mange retninger. Fremmedhad koster til gengæld ikke noget.

Man kan mene om Mogens Glistrup , hvad man vil. Men man skal altså være meget hardcore formynderisk anlagt for ikke i det mindste at indrømme ham en vis fornuft. Den valgte man dengang at overse. Hvorfor den eneste politiske arv, vi har efter Glistrup, er et samfund fyldt med etniske uroligheder, mistro og had. Men det er bare ikke Glistrups skyld.

Citat

Der kom med andre ord ikke noget ud af det brede folkelige oprør mod indkomstskatten

Og lad mig til slut mindes advokaten, skattegeniet og højrepolitikeren Mogens Glistrup med den franske forfatter Edmond de Goncourts ord om, at »et geni er en begavet mand, som er død«.

Outsider. Den fandenivoldske skatteekspert og fremmedhader, Mogens Glistrup , døde i denne uge 82 år. En række af hans ideer lever i dag videre i Dansk Folkeparti, selv om partiet ikke har villet vide af Glistrup de seneste mange år. Glistrup gik ikke mindst til angreb på skatten - alle former for skat. Den populistiske tilgang betød dog, at den ellers uhyre begavede Glistrup stort set ikke kom nogen vegne med sit budskab. Danmark har fortsat verdens højeste skattetryk. Politisk fik han stor betydning, men i erhvervslivet fik han ikke sat aftryk. Ud over sønnen, Jørgen Glistrup, som faktisk er koncernchef i Flemming »Don Ø« Østergaards Parken Sport & Entertainment.

Ugen der gik

Af Ove Nørhave

ove.noerhave@nordjyske.dk

HVEM SAGDE: "Nej, jeg skal ikke være statsminister. Jeg skal være minister til afvikling af offentlig virksomhed".

Og: "Det første skridt til afskaffelsen af bureaukratiet er anskaffelse af de mest ubekvemme kontrolstole".

Og: "Vi har en populær dronning. Hun må bestemme noget mere, udskrive valg i utide og sende love til folkeafstemning".

Og: "Hvad skal vi med folk, der læser statskundskab? Det kommer der bare sådan nogle som Svend Auken ud af".

Og: "Selvfølgelig er jeg racist. Det er alle gode danskere, Enten er man racist, eller også er man landsforræder".

Og om Pia Kjærsgaard: "Der er ingen huller i hendes uvidenhed"...

RIGTIGT GÆTTET: Mogens Glistrup , en af de seneste årtiers mest bemærkelsesværdige politiske skikkelser. Partistifteren, der strøg ind i Folketinget i december 1973 med hele 28 mandater og endte med at blive smidt ud af sit eget parti, Fremskridtpartiet (men dog ikke ud af den æresbolig, som medlemmer ærbødigt nåede stille til rådighed for ham og hustruen Lene, inden han faldt i unåde hos sine egne).

UANSET OM man i øvrigt bryder sig om Glistrups dybt anarkistiske holdninger - som kan være umådeligt svære at sætte på en fuldt færdig formel - og hans højst uforudsigelige måde at håndtere en vis form for politisk indflydelse eller ej, kommer man ikke uden om den fornyelse, som han kom til at stå for. Om ikke andet så sprogligt.

Efter hans død i tirsdags kan man næsten ikke undgå at komme i tanker om alle de betegnelser, der stadig vil klæbe til hans navn, især "papirnussere" (om bureaukrater i det offentlige), "gammelpartier" (om alle andre partier i Folketinget) og "muhamedanere" (om alle fremmede under ét).

Og spørgsmålet er, om dansk politik i dag har nogen med samme hurtig-i-hovedet, lidt gadedrenge-frække attitude, efter at Peter Brixtofte er blevet tørlagt (om ikke andet så politisk) og Jens Rohde kørt ud på et sidespor (indtil videre).

Er det mest gadedrenge-frække, der er sket inden for dansk politik, virkelig, at daværende finansminister Thor Pedersen for knap to år siden i spøg kom til at sige, at "vi ender med eje hele verden"?

BORTSET FRA Mogens Glistrups død - der for en kort stund fik flere til at grave hændelser i dansk politik i 70'erne frem (nogle af os glemmer i hvert fald ikke lige med det første tv-synet af Glistrup på valgaftenen i 1973, bevæbnet med et juletræ med 28 marcipanbrød, ét for hvert mandat...) - hvad vil uge 27 så blive husket for?

Måske at Roskilde Festival og Nibe Festival og Skagen Festival og Copenhagen Jazz Festival (og 4. juli-festen i Rebild Bakker) nærmest faldt over hinandens ben for at komme til at placere sig på fleste mulige af de samme datoer. Hvor det mest logiske - i hvert fald set udefra - jo nok havde været at sprede krudtet ud over mere af sommeren i stedet for at fyre det hele af så tæt på skoleferiens begyndelse som muligt.

SET FRA disse kvadratkilometer er de musikalske folkefester i Nibe og Skagen (plus Rebildfesten) naturligt nok sommerens vigtigste.

Men man skal ikke følge meget med i landsdækkende radio/tv for at komme til at lide under den fordom, at der intet er over og ved siden af storebror udi genren sommerfestivaler, Roskilde. Også selv om interessen for dén festival i år har vist sig at være mere afdæmpet (sikkert som reaktion på de senere års elendige vejr med stadig højere mudderrekorder), så flere billethajer brændte inde med lageret af overskydende og/eller falske billetter.

I DEN absolut mest modbydelige ende tegnede uge 27 sig for de sørgelige efterdønninger af endnu et af de såkaldte "æresdrab", reelt et familiedrab på en dansk statsborger af pakistansk herkomst, Tahira Tabassum, som er blevet dræbt af sin svoger.

På sin side nægter ægtemanden ethvert kendskab til at have været med til at planlægge drabet, og lige nu står kampen om at få den dræbtes to danskfødte piger på fire og seks år - som har fristet tilværelsen sammen med moderen i Pakistan de senere år - tilbage til Danmark.

Sådan banker virkeligheden fra den store omverden på - og den har ikke altid godt nyt med. Uanset politisk tilhørsforhold må det for langt de fleste danskere være aldeles uforståeligt, at der skulle være noget som helst ærefuldt ved et drab, angiveligt udført i en større sags tjeneste.

OG HVAD gør vi nu for at lande lidt blødt og venligt oven på denne lynhurtige overflyvning over nogle af ugens begivenheder? Nævner, at det årlige narkoman-træf ved navn Tour de France er i gang? Eller at vandaler i kredsen omkring Ungdomshuset i København har ødelagt eventyrdigteren H.C. Andersens gravsten med graffiti?

Nej, så hellere, at en synstest blandt 350 tilfældigt udvalgte bilister har vist, at hele ti procent ikke lever op til lovens krav for, hvad de skal kunne se og registrere i trafikken. Det gør deres reaktionstid længere, så de ikke i tide reagerer på glatte pletter og legende børn. Hmm... næste gang færdselspolitiet rykker ud, var det måske en idé at have en øjenlæge med i patruljevognen?

God søndag.

Og til 10 procent af bilister:

GOD SØNDAG!

Glistrup nåede også at sidde i fængsel flere gange, dømt for skattesvig og racistiske udtalelser. Horntyvene dømt Lakrids mellem tæerne er sjældent rigtig lakrids. Skildpadde er heller ikke en ingrediens i forloren skildpadde - og ' Guldhornene' er ikke lavet af rent guld. Sidstnævnte til stor overraskelse for de to tossetyve, der i september sidste år stjal kopier af Guldhornene fra Kongernes Jelling. Begge får dog rigelig tid til at hige og søge efter korrekt information, idet landsretten stadfæstede byrettens dom på henholdsvis to år og to år og fire måneders fængsel. Kaotisk uge for kyllingen Cykelrytteren Michael Rasmussen blev tirsdag idømt to års karantæne af Monacos cykelforbund. Onsdag fik ' Kyllingen' fra Tølløse dog et plaster på såret, idet hans tidligere arbejdsgiver, Rabobank, blev pålagt at hoste op med 5,2 millioner kroner i erstatning for at hive ham ud af sidste års udgave af Tour de France og efterfølgende fyre ham uden løn..