Mindeord
Advokat, dr.jur. Jesper Berning skriver
i Berlingske Tidende:
Mogens Glistrup var en ener inden for juraen her i landet.
Han var studiekammerat med vor mest navnkundige jurist i efterkrigstiden, Bernhard Gomard.
Mere forskellige kunne man næppe være, men det var opløftende, at Gomard stedse har anerkendt Glistrup for hans enestående intellekt og for hans menneskelige egenskaber.
Glistrup var elsket af studenterne, og hans bornholmske dialekt en ekstra charme.
Han blev straffet for sine såkaldte skuffeselskaber.
Det gav anledning til jævnlige retsmøder i Østre Landsret med lige så jævnlige besøg på Cykelstanden ved Østerport Station, hvor man kunne træffe ham over en stor fadøl på vej hjem til Horserød.
Humøret fejlede ikke noget, og det var altid en fornøjelse at trække på hans vid og charme.
Han blev straffet af Højesteret for fiktive operationer.
En af højesteretsdommerne, Kardel, havde nogle år forinden som landsdommer medvirket til at dømme en advokat for ikke at iagttage de formaliteter, som skulle til for at undgå beskatning af et arveudlæg i et dødsbo.
Så formaliteter kan føre til vidt forskellige resultater!
Som en berømt tysk forfatter skrev: »Man merkt die Absicht und wird verstimmt«.
Højesteret synes at optræde som legitimation for politiske opfattelser og fordomme og iklæde dem en juridisk begrundelse.
Det ser ud til, at Mogens Glistrup var et offer for dette, hvilket desværre førte til, at han gik langt ud over tangenten i sine politiske udsagn, selv om mange af dem var morsomme.
Æret være hans minde.
Han var en stor personlighed, en stor juridisk begavelse og et herligt bekendtskab.
Bernhard Gomard
B.T.
Mindeord: Glistrups sidste ord til B.T.: Jeg er ikke klar til at dø
Det var Lene Glistrup , jeg først tænkte på, da jeg fik at vide, at Mogens Glistrup var død. Jeg mødte parret tre gange i de sidste tre år af hans liv, og hver gang var det den ægte hengivenhed og kærlighed mellem de to, der slog mig.
Af Christian Krabbe Barfoed
Efter cirka 55 års ægteskab var den usvækket, og synet af Glistrup -parret, der hånd i hånd slentrede gennem Algade i Vordingborg med hver sin is, inden Mogens Glistrup skulle sidde 20 dage i arresten, skal jeg sent glemme.
»Han er en gammel mand. I skal ikke nedgøre ham. Hvis I havde spurgt mig, havde I ikke fået lov at komme til at snakke med ham,« lød Lene Glistrups velkomst til B.T., da jeg besøgte ham sidste gang for halvandet år siden.
Han var netop kommet hjem fra hospitalet, hvor han havde været indlagt med en blodprop i benet, og vanen tro vogtede Lene Glistrup over sin mand som en høg. Hun vidste godt, at selv om Mogens Glistrups evne og vilje til at iscenesætte sig selv,var usvækket til det sidste, var der mange pressefolk, der bare opfattede ham som sindsforvirret gammel mand med ekstreme synspunkter.
Personligt er jeg glad for, at jeg fik lov til at se mennesket Mogens Glistrup , inden han døde. Jeg har sandsynligvis interviewet ham nogle gange tidligere i løbet af mine 25 år som journalist, men det var politikeren Glistrup , jeg mødte. Og de møder må jeg tilstå, jeg har glemt.
En rigtig bedstefar
Men køreturen til arresten, dagen med parret i sommerhuset på Bornholm efter løsladelsen, og det sidste møde i parrets hjem på Hummeltoftevej, står frisk i erindring.
Her mødte jeg en venlig, rar, ældre mand. En rigtig bedstefar. Han var tydeligt svækket af alderdom, men havde mange klare øjeblikke. Og dét, der slog mig mest, var, at han var blottet for fordomme.
»Man må aldrig være bange for andre menneskers synspunkter,« sagde han og fortalte, hvordan han elskede at diskutere med muslimske taxi-chauffører, selv om de og han var dybt uenige og der var ingen grund til ikke at tro ham.
Fængselsopholdet tog hårdt på Glistrup , der i forvejen var svækket efter et hjerteanfald. Og tabet af datteren Eva, der døde blot 50 år gammel for knap to år siden, tog også hårdt på Glistrup -parret.
Så det var naturligt at tale om døden ved det sidste møde med ham i huset på Hummeltoftevej. Den var han ikke bange for, men han havde bestemt ikke lyst til at lukke øjnene for sidste gang.
»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil selvfølgelig helst leve. Der er meget, jeg gerne vil opleve,« sagde Mogens Glistrup på sit klingende bornholmske.
Create your free world visitor maps
|
